Lemvig Kommunes kommunale, selvejende og private daginstitutioner tilbyder en modulordning på 30 timer ugentligt til vuggestuebørn og børnehavebørn.
Modulet er et tilbud til alle forældre, der ikke har brug for en fuldtidsplads.
Timetallet
Timetallet opgøres samlet pr. uge. Det er ikke muligt at overføre timer fra en uge til den næste.
Hvis der er valgt et 30 timers-modul, skal barnets mødetid lægges i tidsrummet 8.00-15.30.
Det vil sige, at barnet f.eks. kan være i dagtilbuddet fra kl. 9.00 til 15.00 mandag til fredag, hvilket giver 30 timer. Tilsvarende kan mødetiden f.eks. være kl. 8.00 til 14.00 eller en kombination af disse. Det kan også være kl. 8.00 til 15.30 på fire af ugens dage. Omvendt vil der være for stor anvendelse, hvis barnet er i institution kl. 8.00 til 15.30 alle ugens dage (37,5 timer).
Modulet starter, når barnet bliver afleveret i dagtilbuddet og slutter, når barnet er ude igen.
Institutionen vil lave stikprøvevis kontrol af, om ugens samlede mødetid overskrider de 30 timer, og om barnet afleveres før kl. 8.00 eller afhentes efter kl. 15.30. Hvis de fastsatte mødetider ikke overholdes, har lederen pligt til at gøre opmærksom på problemet over for forældrene, og forældrene har pligt til at vælge en fuldtidsplads.
Mødeskema
Der skal ikke afleveres mødeskema med de forventede mødetider. Barnet møder blot op inden for tidsrummet 8.00-15.30, og forældrene holder selv styr på, at timeforbruget ikke overstiger 30 timer ugentligt.
Ændring af modul
Der kan vælges modul til eller fra med én måneds varsel fra den 1. eller 16. i en måned. Kontakt institutionslederen, hvis du fra den ene dag til den anden får brug for at skifte fra 30-timers modul til en fuldtidsplads.
Institutionslederen kan bringe aftalen om modulordning til ophør, hvis det konstateres, at det valgte timetal ikke dækker det faktiske behov.